YouTube-band må ikke længere dele videoer
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 4-10, 26-02-2010
Det amerikanske band OK Go fik i 2006 et massivt gennembrud via en video på YouTube, hvori de danser på løbebånd - en video, der nærmer sig 50 mio. visninger! Men nu vil deres pladeselskab ikke længere lade dem udbrede deres egne videoer via YouTube.
”Mit band er berømt for musikvideoer. Vi instruerer dem selv med venners hjælp og på mikroskopisk budget. På samme måde som sange, albums og koncerter betragter vi vores videoer som kreative værker og ikke som marketingværktøj for vores pladeselskab.” Således indleder OK Go’s forsanger Damian Kulash sin kronik i New York Times.
Nye indtjeningsmuligheder skal dæmme op for krise
Baggrunden for kronikken er at krisen i pladebranchen og muligheden for nye indtjeningsmuligheder har indhentet OK Go, hvis video blev mere kendt end bandet selv og deres musik. Løbebåndsvideoen ”Here It Goes Again” blev udbredt af fans og bloggers, der embeddede den på deres egne sites og blogs. Men denne ”virale” udbredelse er nu ikke længere mulig, da OK Go’s pladeselskab EMI har blokeret for ”embed”-muligheden til frustration for både bandet og deres fans.
Deling af video giver ingen YouTube-indtægter
Pladeselskaberne har i de forgangne år indgået aftaler med YouTube om afregning for musikbrug. Der er tale om ganske små beløb pr. stream (afvikling af video, red.), og der afregnes kun for videoer, der afspilles på youtube.com og dermed ikke for de mange embeddede videoer, der er placeret på alverdens sites, blogs og sociale netværksprofiler. Derfor ønsker EMI ikke at give mulighed for at vise selskabets musikvideoer andre steder, da dette ikke genererer indtægter. Og det er kærnen i hele problemet, mener OK Go.
Drastisk fald i visninger
”Da EMI deaktiverede embed-funktionen resulterede det i en chokerende nedgang i visninger. Visningerne af vores løbebåndsvideo faldt 90 procent, fra omkring 10.000 om dagen til lidt over 1.000. Vores sidste royaltyafregning fra pladeselskabet, der omfattede seks måneders streams, viser en indtjening på ’hele’ $27,77,” forklarer Damian Kulash ironisk for dermed at illustrere, at denne minimale indtjening kan være ligegyldig. For bandet ligger værdien nemlig i udbredelsen af deres video og musik, slår han fast.
Forsanger frygter at pladeselskaberne ikke har forstået internettet
Damian Kulash er ikke overrasket over, at ”EMI forsøger at vride indtægter ud af alt, hvad vi laver, herunder vores videoer. Men det er nødvendigt, at anerkende internettets grundlæggende væsen. At dæmme op for viral spredning af videoer gavner ikke virksomhedens bundlinje - eller den musik, selskabet skulle arbejde for. Jo før pladeselskaberne indser det, jo bedre - selv om jeg frygter, at det allerede kan være for sent,” slutter OK Go’s forsanger.
• Se den berømte løbebåndsvideo på
www.youtube.com
• Læs forsanger Damian Kulash’ kronik i
nytimes.com
(-mf)
(Tip en ven)
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 4-10, 26-02-2010