Per Stig vil have fokus på de professionelle kunstnere
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 4-10, 26-02-2010
Per Stig Møller efterlyser tv-programmer, hvor professionelle viser hvad de kan. ”Dem bliver der færre og færre af. Skal jeg starte en kulturkamp i DR, vil jeg sige: Lad nu også de professionelle komme frem.”
Den nyslåede kulturminister udtalte torsdag aften i DR-programmet Jersild Live:
”Det er helt i orden, at der er programmer, som X Factor, hvor ikke-professionelle folk kan vise hvad de kan. Men det gør heller ikke noget at der også kommer programmer, hvor professionelle viser hvad de kan. Dem bliver der færre og færre af. Skal jeg starte en kulturkamp i DR, vil jeg sige: Lad nu også de professionelle komme frem.” Den nye kulturminister så også gerne, at kulturprogrammerne fik bedre sendetider.
Store forventninger til ny kulturminister
Per Stig Møllers udnævnelse til kulturminister møder stor opbakning og tilhørende forventninger i kulturlivet. Han betegnes som en "kulturpersonlighed" i modsætning til sin forgænger Carina Christensen, der mest betragtedes som en anonym forvalter. Per Stig Møllers baggrund er som mag.art i litteraturvidenskab, har bl.a. været kulturredaktør i DR i 1973-74 samt formand i radiorådet 1986-87 inden han for alvor gik ind i folketingspolitik.
Mest til klassisk musik
Hans musikalske interesse ligger mest inden for det klassiske område. Det lagde Per Stig Møller ikke skjul på ved sit første pressemøde som kulturminister forleden; "Jeg har ikke fingeren meget på pulsen, hvad angår den rytmiske musik eller de unges kultur, jeg hører jo mest klassisk."
Rytmisk organisation ikke bekymret
Ikke desto mindre er formand for ROSA (Dansk Rock Samråd), Gunnar Madsen, ikke så bekymret på den baggrund. "Han er nok ikke så kyndig, når det kommer til rytmisk musik, men han er jo en erfaren og professionel minister, så det går nok," siger Gunnar Madsen til Information.
Simon Kvamm opfordrer til omfordeling af pengene
Til gengæld opfordrer musikeren Simon Kvamm på sin Twitterprofil den nye kulturminister til at omfordele kulturkronerne: "Bliver det mon dig, der rokker ved de 40 millioner kroner til den rytmiske musik over for de 600 millioner til den klassiske," skriver Simon Kvamm på Twitter iflg. Esktra Bladet.
Hvad ville du spørge kulturministeren om?
Hvad brænder du for at spørge Per Stig Møller om? Send dit spørgsmål til MUSIKEREN og vi ville tage det med i puljen, når ministeren skal interviews til bladet:
musikeren@dmf.dk
•
Se Jersild Live
•
Information
•
ekstrabladet.dk
(-mf)
(Tip en ven)
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 4-10, 26-02-2010