Dansk band leverer musik til iPad-reklame
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 5-10, 15-03-2010
”Nogle gange står stjernerne bare rigtigt. Vi har arbejdet for dette her i ti år nu, så der måtte gerne snart ske noget.” Interessen for The Blue Van er eksploderet efter deres musik er brugt som lydsporet til ny iPad-reklame. Klik videre og se filmen.
•
SE iPAD-FILM
The Blue Van er blevet valgt som frontfigur på lydsiden til reklamefilmen for Apples nye iPad. Det er et velfungerende samarbejde mellem publisher og manager, der har båret frugt. Tidligere har Iceberg skaffet The Blue Van jobs inden for tv-serier og reklame, bl.a. for Samsungs kopi af Apples iPhone. ”Med reklamen for iPad har de dog skaffet os den flotteste diamant ud af alle. Det betyder rigtig meget i denne tid, hvor man faktisk ikke sælger plader, og hvor man skal finde på nye måder at overleve på som musiker. Dette her er en ny retning, som virkelig har hjulpet os utrolig meget,” konstaterer Søren Christensen fra bandet.
Reklame har stor effekt
I forbindelse med Samsung-telefonreklamen, som kun kørte en måned i USA, gik The Blue Van fra 500 daglige plays til 10.000 daglige plays over night, og solgte 10.000 downloads. Søren Christensen fortæller: ”Der var intet pladeselskab i ryggen, det var kun i kraft af reklamen. Så det har virkelig impact, det her reklame! Vi fik blod på tanden, og har nu fået den vel mest eftertragtede reklame inden for reklameverdenen, idet Apple fokuserer utrolig meget på musikken.” I reklamefilmen bliver der ikke speaket henover, det er udelukkende billeder og musik. ”Så man kan i sidste ende spørge, hvem der bruger hvem. Det er ligeså meget et udstillingsvindue for os som det er for Apple.”
Eksplosion på YouTube
The Blue Van ser lyst på fremtiden. ”Vi får solgt nogle flere plader og kommer ud til nogle flere folk, det kan vi allerede også se i forskellige fora. Fx på YouTube er der sket en eksplosion, og folk efterspørger, hvem der spiller nummeret. Så nu er vi pludselig varmt brød igen uden at vi har en ny plade ude eller noget som helst. Så det er som at vinde Lotto.” Kalenderen er fuld for bandet, som har fuld tour i Danmark hen over sommeren. Deres plade er udkommet i Tyskland i februar. ”I Tyskland har vi tidligere – også med hjælp fra vores publisher – haft et nummer med som titelnummer til en tysk krimiserie, men det kan slet ikke måle sig med det setup vi nu har fået for udgivelsen.” The Blus Vans plade bliver endvidere udgivet i Benelux, Spanien og Frankrig i marts. ”Vi kunne faktisk ikke bede om noget bedre udgangspunkt end det, der ligger foran os nu,” slutter en glad Søren Christensen.
Mk
(-e-Nyt)
(Tip en ven)
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 5-10, 15-03-2010