Pladeselskaberne: Der er brug for os!
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 5-10, 15-03-2010
Pladeselskaberne forsøger i ny rapport at aflive "myten" om at kunstnerne ikke længere har brug for pladeselskaber. Det har de, slår man fast.
Pladeselskabernes organisation IFPI har udarbejdet en international rapport "Investing In Music," der efter deres eget udsagn ”afliver myten om, at kunstnere sagtens kan opbygge en langvarig og succesfuld musikkarriere uden hjælp og støtte fra et pladeselskab. En af de største myter om den digitale tidsalder er, at kunstnerne ikke længere har brug for pladeselskaber.”
Myten om at kunstneren selv kan
”Ifølge myten kan kunstnerne nå deres publikum direkte via internettet. Live musik og andre indtægtskilder, som fx merchandising og reklame, klarer resten.” Således lyder det bl.a. i indledningen af pladeselskabernes rapport.
Indtægter investeres i nye kunstnere
Rapporten har til formål at vise ”hvorledes udgangspunktet for investeringscirklen er at bruge de indtægter, som kommer fra udgivelser med etablerede kunstnere, til at investere i de nye kunstnere, som er fremtidens etablerede navne.” Iflg. rapporten anslår selskaberne selv at ca. hver fjerde kunstner på et typisk internationalt selskab er ny-signet inden for de seneste 12 måneder.
Risikobetonede musikinvesteringer
Pladeselskabernes rapport understreger, at musik er et risikobetonet investeringsområde. ”Det fremgår således af rapporten, at kun en lille del af de kunstnere, som musikselskaberne udgiver, får kommerciel succes. Præcist hvor stor en del varierer fra land til land og fra genre til genre. Men typisk udgør succesraten mellem 10-20%,” lyder vurderingen.
"Vi satser også på det nye"
Den påstand, at pladeselskaberne efterhånden kun satser på det sikre og ikke kaster deres penge efter ny musik, afvises også. ”Rapporten peger på, at investeringen i de nye talenter ikke er blevet mindre i den digitale verden. Det voldsomt øgede antal distributionsplatforme og samarbejdspartnere har tværtimod forøget selskabernes omkostninger mærkbart på bl.a. markedsførings- og administrationsområdet,” forklarer IFPI selv.
Langsigtede samarbejder
Pladebranchen er som bekendt inden for de seneste år begyndt at indgå de såkaldte ”360 graders” kontrakter, hvor musikernes aktiviteter og indtægter ifm. koncertvirksomhed, merchandise mv. også indgår i regnestykket. Foruden at det skal sikre pladeselskaberne del i flere indtægter end hidtil, forklarer IFPI også, med udgangspunkt i rapporten, at det er en langsigtet strategi: ”De samarbejdsaftaler, selskaberne indgår med kunstnerne, tager ofte udgangspunkt i et langsigtet samarbejde, og hyppigt dækker andre aktiviteter end blot indspilningerne, så chancerne for at tjene den initiale investering hjem forøges.”
•
Læs mere
(-mf)
(Tip en ven)
<< Tilbage til MUSIKERENS e-NYT nr. 5-10, 15-03-2010